I mange mindre virksomheder ligger hele marketingen hos én person. Det går fint, indtil vedkommende går på barsel, bliver langtidssyg eller siger op. Så stopper nyhedsbrevet, annoncerne kører videre uden opsyn, og ingen kender koden til Instagram. Her er, hvad du kan gøre, helst inden det sker.
1. Få styr på adgangene
Det mest almindelige problem er ikke mangel på tid, men mangel på adgang. Lav en liste over alle de konti, marketingen bruger, og sørg for, at virksomheden selv ejer dem:
- Hjemmeside (WordPress, Shopify eller lignende) og domæne
- Google Ads, Google Analytics, Google Search Console og Tag Manager
- Meta Business Suite (Facebook og Instagram) og LinkedIn-siden
- Nyhedsbrevssystem og kundelister
Giv adgang via personlige brugere i stedet for at dele én kode. Så kan du give og fjerne adgang, uden at noget går i stykker.
2. Skriv de faste opgaver ned
Bed medarbejderen om at lave en kort oversigt over, hvad der bliver lavet hver uge og hver måned. Fx: nyhedsbrev hver anden torsdag, to opslag om ugen, tjek af annoncerne hver mandag, månedsrapport til ledelsen. Notér også, hvad der er planlagt de næste måneder, fx kampagner, udsalg og messer.
En simpel ugeplan er guld værd for den, der skal tage over, uanset om det er en kollega, en vikar eller en ekstern partner.
3. Beslut, hvad der skal fortsætte, og hvad der kan vente
Ikke alt behøver at køre videre i samme tempo. Del opgaverne op i tre bunker:
- Skal køre: det, der skaffer kunder nu, typisk annoncer og nyhedsbrev.
- Bør køre: det, der holder dig synlig, fx faste opslag på sociale medier.
- Kan vente: store projekter som en ny hjemmeside eller en ny strategi.
4. Hold øje med annoncerne
Annoncer, der kører uden opsyn, er den hurtigste måde at spilde penge på. Budgetter, søgeord og tilbud skal tilpasses løbende. Kan ingen holde øje med dem, er det bedre at sætte dem på pause end at lade dem køre i blinde.
5. Vælg, hvem der tager over
Du har typisk tre muligheder:
- En kollega: billigt, men kollegaen har som regel i forvejen nok at lave, og marketing er et fag.
- En barselsvikar: godt ved længere fravær, men det tager tid at rekruttere og oplære, og det er svært ved en opsigelse, hvor du ikke ved, hvornår afløseren kommer.
- Ekstern hjælp på abonnement: kan gå i gang hurtigt, kører de faste opgaver videre efter ugeplanen, og kan stoppes igen med kort varsel, når medarbejderen er tilbage eller afløseren er fundet.
Kort sagt
Den bedste forberedelse er adgange, en liste over faste opgaver og en plan for, hvem der tager over. Det tager en eftermiddag at lave, og det kan spare dig for måneder, hvor marketingen står stille.
Står du i situationen nu? Vi holder din marketing kørende, mens du finder den rigtige løsning, og opsigelsen er kun 1 måned plus løbende måned. Se vores MakkerPakker, eller fortæl os om opgaven.